Definition af digital dannelse

Materialet bygger på følgende forståelse af digital dannelse:

Intet menneske kan danne sig selv uden at stå i et forhold til andre mennesker. Dannelse handler om det at blive til nogen, ikke om at blive til noget. Digital dannelse kan ikke reduceres til et simpelt spørgsmål om forbud eller en specifik færdighed. Digital dannelse omhandler at kunne begå sig, tage del i og bidrage til fællesskaber og udvise hensigtsmæssig social adfærd i en digital tid.

Digital dannelse er en forståelse for det almenmenneskelige, og hvad det grundlæggende vil sige at være, leve og handle som menneske – i en digital tid. Det at være menneske betyder igen at være sig bevidst om den kulturelle, sociale, historiske og teknologiskekontekst, man er indlejret i.

Digital dannelse forudsætter en overordnet forståelse for – og indsigt i – strukturen og dynamikken af den digitale tidsalder. Hvordan fungerer normer online (eller mangel på samme), digital påvirkning, ansigtsløs kommunikation, billeddeling, shitstorme, opmærksomhedsøkonomi, digitale forstyrrelser, fake news og misinformation? Hvad er det postfaktuelle demokrati, og hvad er polarisering og ekkokammereffekter samt deres påvirkning på individ som gruppe? Som digital medborger skal man også kunne identificere socialpsykologiske fænomener som flertalsmisforståelser og spredningsdynamikken af for eksempel rygter, fake news og misinformation.

Begrebet digital dannelse er et kompleks, der dels henviser til den proces, igennem hvilken en person i den digitale tidsalder erhverver sig viden om:

  • forholdet mellem information og opmærksomhed
  • brugerens rolle som producent, forbruger, formidler af information og som informations- og dataprodukt
  • informationsmarkedets struktur, dynamik og tilhørende markedskræfter for brugere, virksomheder, offentlige myndigheder og medierne
  • færdigheder inden for de nye kommunikationsformer og vilkår
  • normsætning, fællesviden og (social)psykologisk påvirkning
  • betingelser for opnåelse af kvalificerede holdninger som resultat af individuel undersøgelse, ræsonnering og argumentation samt balanceret kollektiv overvejelse og meningsudveksling.

Dels er digital dannelse resultatet af denne proces, der skal sikre:

  • autonomi for den enkelte
  • respekt for individet
  • kvalificeret overvejelse, beslutning og handling for såvel individ som kollektiv
  • ejerskab for det digitale fællesskab
  • empati over for, og tillid til, andre
  • ansvarlighed for sig selv og andre
  • sammenhængskraft i heterogene miljøer
  • gunstige betingelser for demokratisk medborgerskab
  • digital som analog myndighed.